Effektiv slankekur
Sanne 4/26/2015 9:23:12 PM

Min personlige historie - den første uge...

Hej allesammen.

Det her er jeg umiddelbart meget spændt på! Jeg er "kommet til" at forpligte mig til at skrive om min slankekur. Allerførst vil jeg lige skrive lidt om baggrunden for, hvorfor jeg gerne vil skrive om kuren.

For 7-8 år siden, i slutningen af mine teenageår (kommer senere tilbage til hvor gammel jeg er i dag, hvad jeg laver til hverdag osv.), præsterede jeg at skemalægge mine måltider og lægge kosten om. I løbet af 2 måneder havde jeg så tabt mig 13 kg, og var gået fra en vægt på 87 til 74 kg. Jeg er en høj pige, så jeg var ikke som sådan tyk inden kostomlægningen, men efter at have tabt mig og kommet ned på 74 kg syntes jeg selv, at jeg havde en rigtig flot krop, hvilket andre (også fyrene) vist også bemærkede. Det resulterede kort efter i en ny kæreste (det holdt i 2 år). Kapringen af den nye kæreste betød desværre, at kiloene hurtigt begyndte komme tilbage, fordi vi "kom til" at hygge os lidt for meget med søde sager og god aftensmad. Dengang var det ikke noget jeg som sådan tænkte så meget over, for jeg havde jo allerede en kæreste som syntes at jeg så godt ud, så jeg tænkte ikke så meget over at spise sundt, som jeg hidtil havde gjort. Så vægten røg op på ca. 85 kg i løbet af vores forhold. Forholdet sluttede, men kiloene forsvandt desværre ikke på trods af at jeg forsøgte at spise sundt og gå i fitness. Et års tid efter (vejer her ca. 87-88 kg.) fandt jeg mig så min nuværende kæreste. Det gjorde ikke situationen med kiloene meget bedre.

Så jeg vejer i dag (i skrivende stund) 109 kg. Den vægt ramte jeg for ca 2 år siden, hvorefter det stort set bare har stået stille, uanset hvad jeg laver og spiser. Vægten har måske svinget fra 105-110 kg, men aldrig længere ned. Men her finder vi så også grunden til, hvorfor jeg har forpligtet mig til at skrive om min slankekur (som jo nærmere er en kost- og livsstilsomlægning).

Det er gået op for mig, at jeg fortjener at være helt tilfreds når jeg ser mig selv i spejlet uden tøj på. Jeg har gjort det før (vel at mærke uden dyrkning af motion) så jeg burde kunne gøre det igen. Men når jeg aldrig har haft nogen andre, end mig selv, at forpligte mig overfor har det samtidig altid været for nemt, at "komme til" at bestille en pizza eller blande en pose slik i den nærmeste kiosk, mod beslutningen om "at så cykler jeg bare en ekstra lang tur i morgen", og det er bare ikke godt nok! For uanset hvor mange ekstra ture jeg cykler eller i fitness jeg tager, så har pizzaen, kagen, slikket og alt det andet jo alligevel nået at sætte sig, og så er det bare sværere at komme af med! Så det var lidt om hvorfor jeg har valgt at gå med til det her. Nu lidt om hvem jeg er:

Jeg hedder Gianna. Jeg er 27 år gammel. Er i sommeren 2012 blevet uddannet som markedsføringsøkonom og læser nu bachelor indenfor sports management (læser dog hjemmefra). Derudover har jeg min egen webshop, har 5 mindre fritidsjobs og så et deltidsjob som markedsføringsansvarlig i en stor webshop. Så den hurtige læser kan nok forstå at jeg er travl i min hverdag - og hvordan jeg egentlig får det hele til at hænge sammen ved jeg heller ikke selv! Men det er måske heller ikke så svært at forstå, at det med maden er lidt besværligt og svært at tilrettelægge for mig når jeg er så meget væk hjemmefra.

Jeg cykler overalt (bortset fra når jorden er dækket af sne, eller hvis det kræver et tog at komme til destinationen), så motion får jeg som sådan meget af. Det kan hurtigt blive 70-80 km. i løbet af en uge, så jeg er umiddelbart meget aktiv mellem alle forpligtelserne.

Jeg er dog som udgangspunkt utroligt doven. Så snart jeg ser mit snit til det, så lægger jeg mig på sofaen og flader ud, og det har ikke noget at gøre med hvor aktiv jeg er til hverdag, for sådan har det sådan set altid været. Til sidst kan jeg fortælle, at jeg bor sammen med min kæreste. Dette er umiddelbart en vigtig faktor, fordi han har det med at kan spise hvad han har lyst til, og er meget kræsen, så når jeg skal på "kur" kan han ikke rigtig være med. Så vi spiser sammen - dog forskelligt mad, og til snydedag laver vi så mad sammen og spiser sammen.

Mine tanker er, at jeg 1 gang om ugen skriver omkring hvordan det er gået siden sidst, jeg skriver om de udfordringer, nederlag og sejre jeg har været igennem, deler lidt opskrifter, deler min "madplan" altså hvad jeg har spist de forskellige dage samt deler mit skema for mit vægttab og til sidst, at i får nogle før/efter billeder en gang om måneden. Det vil sige at det første kommer i mit 5. indlæg om en måneds tid. Dette er lidt grænseoverskridende for mig, men i får mig at se i bikini, og nå ja, det er der jo altså også andre der før har set på stranden osv. så hvorfor ikke også her? :)

Mit mål er ikke at veje 74 kg. igen. Mit mål er at komme under de 80 kg, så der også er plads til at have muskler fordi jeg ikke kan undvære at skal cykle "landet rundt", og så mener jeg generelt også at det er meget sundt at have lidt muskler på kroppen :) Derudover har jeg et delmål. Måske er det lidt plat, men det er at kunne passe et helt bestemt stykke tøj. I kan se det her nedenfor, hvor i også kan se hvordan jeg så ud som tynd og 19-årig :)

Det er mig til venstre på billedet (som i nok kan regne ud). Desværre er billedet ikke ret stort, da det er gammelt, taget fra nettet og originalen er desværre forsvundet. Men kjolen er min yndlingskjole. Jeg havde en periode på ca. et halvt år hvor jeg kunne passe den, og det vil jeg meget gerne kunne igen! Nedenfor kan i se et nyere billede af mig. Så kan i lige se hvem der egentlig sidder bag tasterne :)

Det er mig der vinker! :)

Men hvordan er den første uge så gået? Jeg bestemte mig for, at starte 2. januar med at lægge kosten helt om. Ikke i forbindelse med det nye år, men fordi jeg står overfor en ferie til syden, hvor jeg gerne vil kunne ligge ved poolen i en bikini, uden at føle mig alt for flov. Jeg er ikke som sådan flov over hvordan jeg ser ud, men jeg har heller ikke lyst til at få bebrejdende blikke fra folk, og så må jeg jo netop selv gøre noget ved problemet! :) Hvad angår kost og motion, så har jeg først for 3 dage siden fået fikset min cykel, så jeg nu endelig kan cykle igen, efter ca halvanden måneds pause. Og kosten har været sådan lidt op og ned. På deltidsjobbet (der hvor jeg er mest) har vi en "kantine" hvor der er rugbrødsmadder og masser af frugt. Ingen af delene er okay at spise på denne kur (ja, jeg ved godt det hedder kostomlægning, men det er bare nemmest at omtale den som "kur/kuren") men jeg har sagt til mig selv, at det er okay at nøjes med det, hvis det er fordi jeg ikke selv har mulighed for at medbringe mad, og da det er maks 2 dage om ugen jeg er der ved middagsmads tiden, så håber jeg også at det går.

Onsdag d. 2. januar: Her havde jeg ikke rigtig tænkt over, at jeg egentlig skulle starte på kuren, så jeg lavede en af de største begynderfejl man kan, nemlig ikke at være forberedt. Derudver var jeg stadig mæt fra aftenen før, hvor vi havde holdt den sidste spis-hvad-du-vil-dag for mig, så mit første måltid var først klokken 14.00. Men jeg skulle jo have noget mad, så jeg fandt alt hvad der var af grøntsager i køleskabet (7 gulerødder, 1 løg, 5 tomater og lidt hvidløg) skrællede og rengjorde dem, kom dem op i en gryde sammen med lidt linserester jeg havde liggende, og kogte det hele i en halv time, hvorefter jeg blendede det hele til en suppe. Derefter kom jeg lidt kødboller i, tog en portion og spiste det. Efter jeg havde øst maden op, satte jeg gryden i køleskabet, så jeg ikke fik lyst til umiddelbart at tage mere når jeg havde spist op. Det er nemlig også en af mine store udfordringer - portionsstørrelser! Suppen smagte ikke lige helt efter min smag, men den var okay, så jeg fik det samme igen til aftensmad. i skemaet nedenfor, kan i se hvor længe den grydefuld suppe egentlig holdt... ups! Det skal også lige siges, at jeg ikke er så pernitten med hvad jeg spiser til morgenmad. Jeg kan spise alt! Men her er skemaet så:

Som i kan se, startede min vægt med at ligge på 111,2 kg. På daværende tidspunkt havde jeg ikke trådt op på en vægt i 4 måneder, af ren og skær frygt for hvad den ville vise mig. Jeg kunne dog allerede godt mærke, på stort set alt mit tøj, at jeg havde taget lidt for meget på end hvad godt var, så det kom ikke som nogen overraskelse for mig.

Jeg har forsøgt at skrive så kort som muligt i hvert felt hvad jeg har fået at spise, eller andre små kommentarer. Man kan hurtigt se, at jeg har svært ved ikke at snyde. I det mindste er meget af min snyden frugt, men lur mig om det hele ikke ville gå lidt hurtigere, hvis jeg kunne holde mig helt fra det! Derudover kan man også se min vægt dag for dag. Jeg ved godt at man normalt siger, at man kun skal veje sig 1 gang om ugen, men jeg kan godt finde ud af ikke at blive ked af det pga. vægten måske er steget, ligesom den er i dag onsdag. Om vægtstigningen er et resultat af at jeg ingen linser spiste hele dagen, cyklede min første cykeltur i lang tid eller spiste lidt for mange rugbrødder, skal jeg ikke kunne sige, men fra nu af, spiser jeg linser til hvert måltid, det er helt sikkert. Bare det at jeg ikke fik linser til morgenmad om tirsdagen gjorde, at jeg var sindssygt sulten til middagsmaden - og jeg blev ikke engang mæt af de 4 rugbrødder!

Derudover kan i også se, at jeg spiser meget det samme. Det er udelukkende fordi jeg har så travlt til hverdag, at jeg ikke når at stå og lave en masse mad. Planen er dog, at jeg skal blive meget bedre til det i fremtiden, så jeg får lidt mere varieret kost. Men om søndagen kogte jeg suppe på en kylling, hvor jeg så spiste kyllingen med grøntsager og linser som tilbehør, og i går tirsdag var der så suppe på menuen. MUMS!

Da jeg om torsdagen spiste et lille stykke kage, var det rent faktisk ikke fordi jeg sådan havde helt vildt lyst til det. Umiddelbart er jeg meget opsat på at smide en masse kilo. Men på arbejdet har vi en polak, som havde fødselsdag den dag, og han havde taget polsk kage med, og den var jeg jo nødt til at smage! ;) Af væske drikker jeg kun vand. Jeg har tidligere været "afhængig" af pepsi max, men det har jeg også bestemt mig for at skære fra. Og selvom det er tilladt at drikke 1/2 liter light sodavand om dagen, så tror jeg desværre bare ikke at jeg kan holde mig til den halve liter hvis jeg først begynder.

Det var mit første indlæg om mig og min kur. Fremover er det ikke planen at jeg vil skrive et så langt indlæg, men jeg vurderede at det var godt her til introen, så I lige kan lære mig lidt at kende. Derudover skal det siges, at I må spørge mig om alt. Hvis der er noget jeg ikke ønsker at svare på, så lader jeg være med det, men jeg er en meget åben person, så det kommer nok slet ikke til at ske! Hold jer muntre og hav det dejligt til vi ses igen :)

Relaterede Links fra artiklen
Sanne

Hej, jeg hedder Sanne og er indehaver af effektivkur.dk. Efter at have lidt af overvægt, stress og generelt haft dårlige vaner i en lang årrække, er jeg begyndt at interessere mig for sundhed. Jeg vil utrolig gerne hjælpe andre i samme situation og har derfor startet effektivkur.dk, hvor jeg håber folk kan finde inspiration, motivation og gode råd til at komme de overflødige kilo til livs. |

Kommentarer

Navn

E-Mail (vises ikke)
Kommentar

Giv mig besked om nye kommentarer via e-mail
26. April 2015 21:23 gianna siger:
Hej Heidi Mange tak! Det er rart at vide at der er nogen derude der følger med ;) Fedt at du også selv er i gang! Hvordan er det gået indtil videre? ... hvis man må spørge :) Hilsen Gianna
 
26. April 2015 21:23 gianna siger:
Hej Line Mange tak, og dejligt at vide du er fast læser, så jeg ved at der er nogen der følger med derude :) Ja, det med at se forvandlingen bliver spændende. Billeder af mig selv på nettet i bikini... Det bliver en stor grænse der skal overskrides ;) Hilsen Gianna
 
26. April 2015 21:23 Heidi Jørgensen siger:
Hej Gianna. :-) Beklager lige det sene svar. Selvfølgelig må du spørger :-) det går ikke som jeg gerne ville have det. Ville jo rigtig gerne have været i fitness 3-4 gange i ugen. Men der er dukket det op at jeg har ulidlige rygsmerter op som de frygter er en diskusprolaps. Som gør at jeg ikke har fået trænet det jeg ville. Men har da tabt 2 kg i januar måned. Så ialt på 8 måneder har jeg tabt 16 kg hvor jeg faktisl først er begyndt at træne januar. Men regner stærkt med snart at komme igang med træning skal bare lige have snakket med lægerne på torsdag :-) Mvh Heidi
 
26. April 2015 21:23 Line siger:
Hej Gianna, Super godt initiativ - jeg glæder mig til at se din forvandling. Jeg er en trofast læser her på siden og glæder mig til at følge dit vægttab. DBH Line
 
26. April 2015 21:23 gianna siger:
Hej Heidi Ork - tænk ikke på det! Jeg er ikke selv altid den hurtigste til at få svaret ;) 16 kg er godt nok meget! Især taget i betragtning at det er uden træning! Og personligt synes jeg det er ligegyldigt hvor lang tid man gør det henover - det vigtigste er, at man gør det i sit eget tempo som man også kan holde ud! ;) Er ked af at høre det med ryggen! Kan næsten regne ud at du nu har snakket med lægerne, og jeg håber at de havde positive nyheder til dig? :) Hilsen Gianna
 
26. April 2015 21:23 Heidi Jørgensen siger:
Hej :-) Super god fortælling. Glæder mig til at følge med i din kamp mod kiloene. Er selv igang med at kæmpe mod kiloene. Så super fed idé du har fået, og alt respekt. :-) thumbs up her fra :-)
 
26. April 2015 21:23 Heidi Jørgensen siger:
Hej :-) Bedre sent end aldrig ;-) ja så nu skal resten af kiloerne gerne af. Ja lægerne er der snakket med og der er styr på det, ingen tegn overhovedet på en diskusprolaps så det er perfekt. Så nu er det bare igang med træning igen :-)
 
26. April 2015 21:23 gianna siger:
Dejligt! :) Så er det bare igang! ;) Ja, jeg kommer jo ikke rigtig selv i fitness, men kan simpelthen ikke finde tiden til det. Så det bliver til cykling og hulahop + bordtennis herhjemme :)
 
26. April 2015 21:23 Camilla Thisted-Widtfeldt siger:
Hej Gianna. Rigtig spændene og inspirerende indlæg. Jeg er selv startet i dag,som jeg har valgt at kalde kostomlægning.Jeg har været på kur det meste af mit teenageliv og voksenliv så jeg ved udemærket hvordan du måtte have det,så jeg synes det er MEGA flot du tør stå frem og fortælle om dine glæder og sorger.Jeg har været på adskillige sider og kurer.Det bedste resultat var efter min graviditet hvor jeg tabte 14 kg på 8 mdr via madlog.dk.desværre har jeg fået en kronisk sygdom som gør at jeg ikke kan lave så meget motion som "normale" raske folk.Så for mig handler det en DEL om hvad jeg indtager af mad,snaks og den farlige..efter kl 21.00. Så at læse dine oplevelser med denne "kur" er RIGTIG meget inspirerende for mig :-) Ser frem til at følge dig. :-) Kærlige tanker fra Camilla
 
26. April 2015 21:23 gianna siger:
Hej Camilla Jeg er glad for at høre, at der stadig er nogen derude som læser om mig! Desværre, så er jeg bare SÅ travl i hverdagen, at jeg bare ikke har tid til, at skrive indlæg mere. Og hvad endnu værre er, så er jeg (igen, igen) faldet i et hul, hvilket er meget ærgerligt, da jeg faktisk tabte mig enormt meget inden min ferie, hvilken jeg kom hjem fra for 3 uger siden - og jeg tror faktisk at jeg har taget det hele på igen. (Jeg har endnu ikke turdet at gå på vægten!) Men, jeg forsøger nu stadig at opretholde et venskab til kuren! Den står stadig på linser/bønner og grønt når jeg synes jeg har overskud til det, og det er stadig en fast del af min morgenmad, for ellers fungerer jeg faktisk ikke resten af dagen. Hehe. Men, i skrivende stund, har jeg en ide om, at jeg fra på mandag vil gå igang igen. Jeg ved, at jeg kan smide kiloene hurtigt, hvis jeg bare gør det på den rigtige måde (3 måltider om dagen og INGEN mad efter klokken 20.00!) Faktisk, så tror jeg en del af grunden til, at jeg falder i hullet igen og igen er, at jeg ved jeg alligevel hurtigt kan tabe kiloene igen - i stedet for bare, at holde ved, og så rent faktisk få tabt de 30 kilo som er mit mål og ikke gå i stå efter de første 6-8 kg. Men, nu håber jeg, at få skrevet lidt mere herinde. Det er som om, at når der er nogen der skriver til mig - så bliver jeg lige lidt dét mere motiveret til at komme i gang igen! Men nok om mig... Hvordan er det gået med din kostomlægning siden du startede? Er du ligeså overbevist om, at denne "kur" er den rette for dig, som jeg er? :) JEg synes i hvert fald, at bønner/linserne hjælper rigtig godt på sulten, og jeg kan mærke, at jeg har det meget bedre når jeg spiser det! :) Kærlige tanker tilbage fra mig! :)
 

Gratis Slankeskole

Køb e-bogen

Få inspiration til slankekuren. Køb vores e-bog her. Den koster kun 50 Kr.

Annonce

Denne side bruger Cookies. Ved at fortsætte på siden accepterer du cookies. Cookies bliver brugt til at give dig en bedre oplevelse her på siden, samt til statistik.